Jeg kan godt lide de gode gamle julefortællinger, og her er en om julelysene.
Prøv kig her , der er mange flere spændende historier og ideer.
Julelysene
Jørgen Søllner, Karise.
Det var juleaftensdag. Der var travlhed i hjemmet, hvor juletræet stod, og derfor lagde ingen mærke til det drama, der egentlig udspandt sig på træets grene. Træet stod endnu og dryppede lidt. Længere siden var det ikke, at det var hentet ind udefra. Der havde det været væmmelig tåget, men herinde var der lunt og godt. Forsigtigt lod juletræet en svag lugt af gran blande sig med alle de andre dufte i huset. Nu duftede der i hele huset af rigtig jul, og børnene havde netop hængt den sidste pynt på træet, og var nu smuttet ud i køkkenet, hvor de forsøgte at snige sig hen i nærheden af konfektskålen.
"Så blev der da endelig fred," sukkede Glas Klokken veltilfreds.
"Så blev der da endelig fred," sukkede Glas Klokken veltilfreds.
"Ja " sagde Flagene, "så hænger vi altså her ."
"Det var altså det, vi skulle bruges til," sagde Kræmmerhuset. Det var blevet rullet, limet og pyntet med en kunstfærdig, krøllet hank i en skoletime og var blevet vist frem for hele klassen af læreren, og det var det ikke så lidt stolt af.
"Ja, det er tydeligt at se, hvem der ser bedst ud," sagde Julehjertet og skød sit flotte fletværk lidt længere frem.
"Ih, tusind tak. Hvis ikke det var sandt, var det næsten alt for meget", sagde en stor blå skinnende glaskugle, der havde fået glimmer på toppen.
"De," sagde Julehjertet." åh, jeg må le. De har jo end ikke en hank at hænge i, men kun et stykke simpel sytråd. "Ja, en hank skal være krøllet for at være noget," sagde kræmmerhuset og så hovent på Julehjertet.
"Eller også skal man kunne ringe let med små sprøde toner," brød Glasklokken ind og rystede let på sig, så man kunne forvisse sig om, at den kunne lade høre fra sig.
"Vrøvl. Vil man syne af noget, må man være mange og sidde på række," sagde Flagene, for det var de nu bedst til.
"Har,har," grinede Glaskuglen." I ligner en flok spraglede underbukser på en tørresnor."
"Det var altså det, vi skulle bruges til," sagde Kræmmerhuset. Det var blevet rullet, limet og pyntet med en kunstfærdig, krøllet hank i en skoletime og var blevet vist frem for hele klassen af læreren, og det var det ikke så lidt stolt af.
"Ja, det er tydeligt at se, hvem der ser bedst ud," sagde Julehjertet og skød sit flotte fletværk lidt længere frem.
"Ih, tusind tak. Hvis ikke det var sandt, var det næsten alt for meget", sagde en stor blå skinnende glaskugle, der havde fået glimmer på toppen.
"De," sagde Julehjertet." åh, jeg må le. De har jo end ikke en hank at hænge i, men kun et stykke simpel sytråd. "Ja, en hank skal være krøllet for at være noget," sagde kræmmerhuset og så hovent på Julehjertet.
"Eller også skal man kunne ringe let med små sprøde toner," brød Glasklokken ind og rystede let på sig, så man kunne forvisse sig om, at den kunne lade høre fra sig.
"Vrøvl. Vil man syne af noget, må man være mange og sidde på række," sagde Flagene, for det var de nu bedst til.
"Har,har," grinede Glaskuglen." I ligner en flok spraglede underbukser på en tørresnor."
Sådan små skændtes de en tid, for alle mente de, at netop de var grunden til al skønheden på træet.
Da de nu ikke kunne finde ud af, hvem af dem der var den flotteste, fik Glaskuglen pludselig øje på lysene.
"Nej, se der" skreg den, "skal det være pynt? Ret op og ned og uden farve af nogen art."
"Ja," hujede Kræmmerhuset, "og uden hank."
"Kan det ringe?" spurgte Klokken med et fnis.
"Garanteret ikke, og se dets snor, så kort den er. Det kan ikke hænge, men må stå og dingle i en holder," sagde Julehjertet og lo, så det var ved at tabe de lakridser, man havde puttet i det.
Pludselig viste den klareste flamme sig for dem alle sammen, og al deres latter forstummede brat, mens de skærmede for sig på grund af det klare skær.
"Hvem vil bære bud om lysets komme til jorden julenat?" spurgte den. "Vil du ? sagde Flammen og nærmede sig Julehjertet.
"N-n-nej" stammede det. "Gå væk, du svider mit fine mønster, - og min lakrids smelter."
"Vil du ?" spurgte den Kræmmerhuset.
"Og få brændt min fine hank, som har været vist frem for klassen ? Ikke på vilkår."
"Vil I ?" spurgte Flammen nu Glaskuglen og Klokken.
"Ha ! Os ? Vi vil slet ikke brænde."
"Hvem vil da bære bud om Lysets komme til jorden?"
"Her ! Brug os," sagde nu julelysene." Vi vil bære budet. Vi vil skinne i mørket."
"Nuvel," sagde Flammen" men ved I, at der er en pris at betale ?"
"En pris at betale ?" sagde lysene.
"Ja, " sagde Flammen," I må give Jer selv helt og holdent. Min ild er en fortærende ild, og der vil intet blive tilbage af Jer, men I vil komme til at stråle om kap med himlens stjerner."
"Ja, ja da. Kan det ikke være anderledes, så tænd os, " bad lysene og rakte deres væger mod Flammen. "Lyse vil vi !"
Så gik Flammen fra lys til lys, og snart var hele stuen oplyst af det dejligste skær. Den glæde lysene oplevede ved den forvandling, de så, fik dem til helt at glemme alt deres eget, og de lyste nu som små sole om kap med himlens stjerner.
"Nøhj, hvor er jeg flot" råbte Glaskuglen. "Jeg sagde jo, at jeg var den flotteste." Den havde opdaget, at lyset glitrede i dens glimmer på toppen.
"Se, hvor jeg skinner," sagde Kræmmerhuset. "Det var godt, det ikke var mig, der lod mig futte af"
"Og se dog mit guldpapir, som det glitrer", sagde Julehjertet.
"Og mig ", sagde Klokken. "Tusind lys spiller om kap i alle mine facetter, kan I stikke den?"
Flagene sagde ikke noget. De var blevet fornærmede over at være blevet kaldt underbukser på en tørresnor.
I nogen tid brystede al julepynten på træet sig nu af al deres herlighed, og ingen skænkede julelysene en tanke, før det sidste slukkede, og der blev helt mørkt.
"Hov ! Skin igen. Her er så mørkt. Hvad bilder I Jer ind. Hvem tror I, at I er ?" råbte julepynten i munden på hinanden. "Vi skal komme efter Jer."
"Der er ingen at komme efter mere," sagde en stemme nu højt oppe fra.
"Hvem er du", spurgte Klokken. "Jeg kan intet se."
"Nej, for nu er her mørkt, men havde I løftet jeres blik bare en anelse opefter før, mens tid var, havde I måske fået øje på andet end jeres egen tilstedeværelse. Jeg er stjernen. En fattig kopi af min stolte forfader, der for tusinder af år siden forkyndte lysets komme til en formørket verden. Et lys så stort, at konger rejste efter det. Det lys mindede Julelysene os om i aften, og nu er de væk. De gav deres liv for, at I kunne stråle, og hvad brugte I det til? Til at fremhæve jer selv og til at se de andres fejl i jeres egne fortræffeligheders falske skin. I lod aldrig lyset trænge længere ind i jer end til overfladen, og se nu hvad det var værd. Hvor er jeres pragt nu ? Hvad er I, når det kommer til stykket, - papir og opblæst glas. Alt, hvad I kunne var, at lade andres skønhed spejle sig i jer, men selv er I intet. Kun lyset gav jer liv.
Da de nu ikke kunne finde ud af, hvem af dem der var den flotteste, fik Glaskuglen pludselig øje på lysene.
"Nej, se der" skreg den, "skal det være pynt? Ret op og ned og uden farve af nogen art."
"Ja," hujede Kræmmerhuset, "og uden hank."
"Kan det ringe?" spurgte Klokken med et fnis.
"Garanteret ikke, og se dets snor, så kort den er. Det kan ikke hænge, men må stå og dingle i en holder," sagde Julehjertet og lo, så det var ved at tabe de lakridser, man havde puttet i det.
Pludselig viste den klareste flamme sig for dem alle sammen, og al deres latter forstummede brat, mens de skærmede for sig på grund af det klare skær.
"Hvem vil bære bud om lysets komme til jorden julenat?" spurgte den. "Vil du ? sagde Flammen og nærmede sig Julehjertet.
"N-n-nej" stammede det. "Gå væk, du svider mit fine mønster, - og min lakrids smelter."
"Vil du ?" spurgte den Kræmmerhuset.
"Og få brændt min fine hank, som har været vist frem for klassen ? Ikke på vilkår."
"Vil I ?" spurgte Flammen nu Glaskuglen og Klokken.
"Ha ! Os ? Vi vil slet ikke brænde."
"Hvem vil da bære bud om Lysets komme til jorden?"
"Her ! Brug os," sagde nu julelysene." Vi vil bære budet. Vi vil skinne i mørket."
"Nuvel," sagde Flammen" men ved I, at der er en pris at betale ?"
"En pris at betale ?" sagde lysene.
"Ja, " sagde Flammen," I må give Jer selv helt og holdent. Min ild er en fortærende ild, og der vil intet blive tilbage af Jer, men I vil komme til at stråle om kap med himlens stjerner."
"Ja, ja da. Kan det ikke være anderledes, så tænd os, " bad lysene og rakte deres væger mod Flammen. "Lyse vil vi !"
Så gik Flammen fra lys til lys, og snart var hele stuen oplyst af det dejligste skær. Den glæde lysene oplevede ved den forvandling, de så, fik dem til helt at glemme alt deres eget, og de lyste nu som små sole om kap med himlens stjerner.
"Nøhj, hvor er jeg flot" råbte Glaskuglen. "Jeg sagde jo, at jeg var den flotteste." Den havde opdaget, at lyset glitrede i dens glimmer på toppen.
"Se, hvor jeg skinner," sagde Kræmmerhuset. "Det var godt, det ikke var mig, der lod mig futte af"
"Og se dog mit guldpapir, som det glitrer", sagde Julehjertet.
"Og mig ", sagde Klokken. "Tusind lys spiller om kap i alle mine facetter, kan I stikke den?"
Flagene sagde ikke noget. De var blevet fornærmede over at være blevet kaldt underbukser på en tørresnor.
I nogen tid brystede al julepynten på træet sig nu af al deres herlighed, og ingen skænkede julelysene en tanke, før det sidste slukkede, og der blev helt mørkt.
"Hov ! Skin igen. Her er så mørkt. Hvad bilder I Jer ind. Hvem tror I, at I er ?" råbte julepynten i munden på hinanden. "Vi skal komme efter Jer."
"Der er ingen at komme efter mere," sagde en stemme nu højt oppe fra.
"Hvem er du", spurgte Klokken. "Jeg kan intet se."
"Nej, for nu er her mørkt, men havde I løftet jeres blik bare en anelse opefter før, mens tid var, havde I måske fået øje på andet end jeres egen tilstedeværelse. Jeg er stjernen. En fattig kopi af min stolte forfader, der for tusinder af år siden forkyndte lysets komme til en formørket verden. Et lys så stort, at konger rejste efter det. Det lys mindede Julelysene os om i aften, og nu er de væk. De gav deres liv for, at I kunne stråle, og hvad brugte I det til? Til at fremhæve jer selv og til at se de andres fejl i jeres egne fortræffeligheders falske skin. I lod aldrig lyset trænge længere ind i jer end til overfladen, og se nu hvad det var værd. Hvor er jeres pragt nu ? Hvad er I, når det kommer til stykket, - papir og opblæst glas. Alt, hvad I kunne var, at lade andres skønhed spejle sig i jer, men selv er I intet. Kun lyset gav jer liv.
Kommentarer
Send en kommentar