Kender du det?

Den 25 april afholdte hovedpine og migræne foreningen et fyraftensmøde, hvor der blev fortalt om en behandlingform, som hedder psykosomatisk fysioterapi. En behandling som jeg selv har prøvet med en rigtig god virkning. Vi var en lille flok på 11 personer, hvor flere mente det er en behandlingsform de vil prøve.
Ved du hvor slemt hovedpiner kan blive?              
Har du lyst til at læse mere så prøv at klik engang.

Jeg skrev et indlæg til foreningens medlemsblad, hvor jeg prøvede at beskrive et migræne anfald, så man fik en fornemmelse af hvordan det føles. Her er et lille uddrag af indlæget.



Det var godt jeg ikke var på cykel, for turen hjem var et helvede. Det tog kun 10 min, men det føltes som en hel time. Pludselig var solens stråler og fuglenes kvidrende et sandt mareridt. Den mindste lyd, lys og bevægelse, påvirkede dens faste greb fra min nakke og over mit venstre øje. Jeg kunne ikke tænke klart længere og det eneste som stod i mit hoved var min seng, og ellers spørgsmålet hvorfor?

Jeg nåede lige ind af døren og ud til toilettet, hvor mavens krampetrækninger gav resultat.

Hver lille sammentrækning i maven, sendte signaler til hovedet om, at nu var det stor hammeren som skulle bruges. Og ved at hovedet havde været nedad mod toilet kummen, var det selvfølgelig på toppen af hovedet slagene faldt. Det gav et tryk og en smerte ved øjnene, som om de var ved at falde ud. Samtidig bankede der en puls i hver tinding og det susede for ørerne og pludselig var der mere end en sort plet for øjnene.

Solen forsvandt og der var kun sorte skyer. Jeg vidste nu, at det ikke blev grill vejr og at dagen blev en kamp om at finde en måde at ligge på i sengen, så smerten var til at holde ud. Dog skulle jeg først tømmes totalt for alt hvad mavesækken havde i sig og det var i sig selv en kamp, som forværrede smerterne i hovedet. Håbet om at falde i søvn og sove sig fra det hele lå fjern, men jeg vidst at den kom på et tidspunkt. Bare det at få hovedet ned på sin pude, efter hvert besøg på toilettet, var smertefuldt. Hver bevægelse af en kropsdel, var li´ slag i hovedet fra storhammeren. Gardinerne var rullet for og følelsen af, at tunge skyer hang tungt om hovedet på mig, kunne dog ikke lukket sollyset ude. Selvom mine øjne var tæt lukket , trængte solens stråler alligevel ind på nethinden. Smerten var som en kniv i øjet. Skulle jeg åbne dem og se om manden med leen stod i fodenden og ventede. Jeg vidste godt, at det gjorde han ikke.  

Resten af familien var kommet hjem fra arbejdet og havde allerede fanget signalerne ved døren, at der var noget galt. For dem skinnede solen stadigvæk, men de blev enig om at grillen fandt vi frem en anden dag. De havde oplevet det før, og vidste godt, at der ikke var meget som de kunne gøre for mig. Dog var de søde til at spørger og ellers lod de mig være i fred og ro.

Da søvnen endeligt  sneg sig ind på mig, efter en lang dag, var jeg totalt tømt for kræfter og energi. Nu vidste jeg, at angrebet var over og de næste par dage ville gå med at sove og samle kræfter og overskue til arbejdet og det næste angreb, som sikkert ikke lå så langt væk.

Et lille uddrag fra min fortælling om livet med migræne. Nu er det 7 måneder siden jeg sidst har haft en anfald, og hvor er livet da skønt. Jeg har lært at passe på mig selv, og jeg behøves ikke at nå det hele.
Kender du til migræne?
Har du spørgsmål er du velkommen. Send en mail.